Bogføring af tab på debitorer
Debitorer ca. 4 min. læsetid
På denne side
Alle virksomheder kan risikere, at en kunde ikke kan betale sin faktura. Så står du med et tab på det arbejde, du har udført, eller den vare, du har solgt. Tabet kan bogføres - og momsen kan du få tilbage - men kun når bestemte krav er opfyldt.
Sådan konteres et tab på en debitor
Ved bogføring af tabet udligner du den omsætning, du bogførte, da fakturaen blev udstedt, med en omkostning på en tabskonto. Samtidig tilbagefører du den moms, du opkrævede på fakturaen.
| Konto | Debet | Kredit |
|---|---|---|
| Debitorkonto | Det fulde beløb inkl. moms | |
| Tab på debitorer (resultatopgørelsen) | Beløb ekskl. moms | |
| Udgående moms (salgsmoms) | Momsbeløbet |
Hvornår er et beløb tabt?
Du kan ikke selv vælge, hvornår et beløb er tabt. Der skal foreligge dokumentation for, at beløbet ikke kommer hjem - din egen mening er ikke nok til at bogføre tabet og fradrage momsen.
Du skal som udgangspunkt have forsøgt at inddrive beløbet. Det betyder typisk, at et inkassobureau eller en advokat har stået for rykning og inddrivelse, og at sagen har været gennem retslig inkasso.
| Situation | Krav før tabet kan bogføres |
|---|---|
| Mindre beløb (typisk under ca. 3.000 kr.) | Beløbet skal være forsøgt inddrevet, al samhandel skal være stoppet, og handelsforbindelsen skal have været afbrudt i mindst ét år. |
| Større beløb | Sagen skal have været sendt til retslig inkasso. Betaler debitor ikke efter fogedforretning, skal du have et udskrift af fogedprotokollen, hvor det fremgår, at forretningen var forgæves. |
| Konkurs | Tabet må først bogføres, når bobestyreren melder ud, at tabet er en realitet. |
Beløbsgrænser og praksis kan ændre sig, så tjek de aktuelle regler på skat.dk, hvis du er i tvivl.
Når en kunde går konkurs
Du kan ikke bogføre et tab på en debitor, der er gået konkurs, før bobestyreren giver besked om, at tabet er en realitet.
Ved konkurs udpeges der altid en kurator - typisk en advokat - som bestyrer konkursboet. Kurator udsender cirkulæreskrivelser, der fortæller om arbejdet med boet og viser en opgørelse over virksomhedens værdier og gæld.
Kurator oplyser også, hvor meget du kan forvente at modtage i dividende, altså om og hvor stor en del af dit tilgodehavende du kan regne med at få udbetalt. Nogle gange får du trods alt en del af pengene hjem.
Sådan undgår du tabene
Ingen har lyst til at bogføre tab på debitorer. Meget kan forebygges med en god struktur i bogholderiet:
- Send fakturaen, så snart arbejdet er udført eller varen solgt.
- Sørg for, at fakturaerne er korrekte - fejl giver undskyldninger for at vente med at betale.
- Hav en fast rykkerprocedure, så manglende betalinger opdages tidligt.
- Tag hurtigt fat i kunden, når fristen er overskredet.
- Kend dine kunder - og giv kort kredit til nye eller usikre kunder.
Har du brug for hjælp til debitorstyring og rykkerprocedure, så ring endelig - det er en af de opgaver, jeg løser for mange kunder.
Beregn rykkergebyr og renter
Se, hvad du samlet kan opkræve, når en faktura er forfalden - gebyrer, renter og det samlede krav.
- Fakturabeløb
- 12.500,00 kr.
- Rykkergebyrer (2 stk.)
- 200,00 kr.
- Renter
- 82,19 kr.
- Samlet krav
- 12.782,19 kr.
Der må højst opkræves 100 kr. pr. rykker og højst 3 rykkergebyrer, og gebyrerne er momsfri. Rentesatsen afhænger af din aftale med kunden eller af renteloven - indtast den sats, der gælder for dit krav. Beregningen er vejledende.
Skal jeg tage bunken af bilag fra dig?
Ring og fortæl hvad du har brug for. Så finder vi ud af, om vi passer sammen - helt uforpligtende.